Jeg har godt nok skrevet meget om vinterjakker på det seneste, men af en eller anden grund er det nærmest kun blevet indlæg om vinterjakker til mænd. Derfor vil jeg i dette indlæg koncentrere mig helt og fuldstændig om vinterjakker til kvinder, hvilket jo passer mig glimrende da jeg har den største erfaring på dette område. Skønt moden for vinterjakker ikke ændrer sig helt så hurtigt og radikalt som vi kender det fra andre dele af modebranchen, er der stadig masser af spændende nyheder hvert år – og i år er ingen undtagelse. Det skal selvfølgelig siges at mine blogindlæg ikke er farvet af kommercielle interesser, men blot er udtryk for mine egne erfaringer på området.
North Face vinterjakker til kvinder – Det fornuftige valg
Hvis det vigtigste formål med din vinterjakker ikke er at stråle på den røde løber, men ‘bare’ at holde dig varm og tør igennem hele den forestående evighedsvinter, er en vinterjakke fra The North Face helt klart værd at overveje. Her betaler du for kvaliteten af materialerne – en god jakke fra North Face koster omkring 2-3000 kroner – men ikke for alverdens store marketingkamapgner og modeshows. Hos The North Face handler det nemlig mere om funktion end det handler om form, hvilket faktisk selvmodsiger sig selv da et af de mest moderigtige looks indenfor vinterjakker til kvinder i 2011, er det meget ‘tekniske’ og ‘professionelle’ af slagsen. Det er med andre ord super trendy at ligne en polarforsker på afveje, når du slendrer ned af Strøget med en latte i hånden.
Napapijri anorak til kvinder – Italiensk for nordmænd. og Danskere.
Det store norske flag i logoet til trods, er mærket Napapijri faktisk fra Italien. Her har et hold af garvede designere genopfundet en gammel klassiker – anorakken – som jo kort sagt er en vinterjakke, som oftest med pelskrave, uden lynlås i midten. Napapijri har designet anorakker i en menneskealder, men det er først for nylig at jakkerne er kommet rigtig på måde. Særligt i de yngre segmenter er Napapijri-anorakken blevet udbredt, hvilket til dels må skyldes at designene på det seneste er blevet frisket en del op, og at jakkerne nu kommer i mange flere farver end oprindeligt. I dag kan man få sin Napapijri vinterjakke i sort, hvid, blå, grøn og meget andet – der er en farve til alle typer
Vinterjakker til kvinder 2011 – Hvad siger moden?
Jeg er overhovedet ikke modeekspert, men følger alligevel en del med i hvordan moden arter sig. Det gælder også indenfor vinterjakker til kvinder, hvor man må sige at moden i år deler sig i to dele. Den ene – den praktiske – hvor det ‘tekniske’ look man kender fra Peak Performance, North Face og lignende er super in, og det army-inspirerede, hvor vinterjakken helst skal ligne et stykke aflagt uniform fra forsvaret. Her skal du dog være opmærksom på at camouflage angiveligt er alt andet end hipt, hvorimod en klassisk mørk armygrøn er at foretrække uanset jakkens type, snit og mærke. Vinterjakken kombineres med et par smarte gummistøvler fra Hunter, Ilse Jacobsen eller lignende, og så selvfølgelig et par af dine yndlingsjeans.